Sports

U21 skal spille playoff trods sejr over Tyrkiet



Danmark formåede tirsdag at slå Tyrkiet med 3-2 i EM-kvalifikationen, men det var ikke nok for at blive bedste toer, og dermed skal U21-landsholdet ud i playoff for at komme til EM.

Danmark spillede tirsdag aften deres sidste kamp i EM-kvalifikationen, da Tyrkiet var på besøg på Vejle Stadion.

Her var danskerne allerede sikret en plads i de afgørende playoff-kampe, men en sejr på fire mål ville sende dem direkte til slutrunden, da de i det tilfælde ville være den bedste toer i det samlede regnskab.

Det danske U21-landshold var så på jagt fra kampens start, og de var da også tæt på at få en drømmestart på opgøret, da Gustav Isaksen satte fart på ude på højrekanten. 

Han formåede nemlig at smide bolden ind til Rasmus Højlund i boksen, som sparkede bolden i mål.

Glæden blev dog rigtig kort på Vejle Stadion, da dommeren valgte at dømme for en arm på bolden. Det var Højlund selv, som ramte den med armen, efter han havde skudt på mål, og derfor blev målet underkendt.

Der var smæk på i kampens indledning, og blot minuttet efter var Tyrkiet tæt på at bringe sig på 1-0, da Bertug Yildirim kom fri, men Mads Hermansen kom godt ud af sit mål, og så ramte bolden blot sidenettet.

Efter 11 minutter steg stemningen gevaldigt hos de tyrkiske fans, da en bold blev slået ind centralt mod Mads Bidstrup. Problemet for danskeren var dog, at dommeren løb i vejen, og dermed kunne tyrkerne stjæle bolden og sætte en omstilling i gang.

Her blev bolden sendt i dybden til Baris Yilmaz, og så var Tyrkiet foran med 1-0 i Nørreskoven. 

Matt O’Riley flugtede Danmark tilbage

Men danskerne gav ikke op, da de fortsat jagtede det første mål, og efter 17 minutter blev der skabt status quo.

Maurits Kjærgaard tog nemlig sagen i egen hånd og driblede ned mod feltet, hvor han forsøgte sig med et skud. 

Der kom dog en tyrker i vejen, så bolden fløj op i luften. Her stod alle og kiggede på, hvem der så ville samle andenbolden op, og det var heldigvis en dansker. Matt O’Riley valgte nemlig at flugte kuglen ind i netmaskerne.

Sikke en scoring af den engelskfødte dansker, og så var Danmark tilbage i kampen.

Det var også tæt på at blive 2-1 til Danmark få minutter senere, da Kjærgaard igen viste klassen på grønsværen. 

Han drev bolden frem, hvor han i samspil med Mohamed Daramy og Morten Frendrup fuldstændig splittede tyrkernes defensiv, inden Salzburg-danskeren smed bolden i feltet. Her kom der dog en tyrkisk spiller i vejen, som sendte bolden ud til hjørne.

Lige før pausen skulle Danmark dog have bragt sig foran, da Daramy ud af ingenting blev sendt ned mod Tyrkiet-målet. Her var Rasmus Højlund klar inde på midten, mens der kom en flok tyrkere stormende tilbage.

Daramy valgte i situationen ikke at sparke selv, og dermed forsøgte han at spille Højlund fri, men bolden lå bag Sturm Graz-angriberen, og derfor løb bolden ud i sandet.

Drømmekasse fra Gustav Isaksen

I anden halvleg kom der en danskfødt spiller på banen for gæsterne, da FC Midtjylland-ejede Aral Simsir blev sendt i aktion.

Det var dog en anden FCM-spiller, som først kom i fokus, da Gustav Isaksen var tæt på at give Danmark en drømmestart på opgøret.

Han nåede frem til feltet og trak ind i banen, hvor venstreskøjten blev affyret, men Muhammet Tepe hev en stor redning frem inde på stregen.

Isaksen fik dog sin hævn efter 65 minutter, da han brugte samme opskrift, og denne gang bankede han den i stedet helt op i hjørnet til 2-1, og så manglede Danmark jo bare tre mål for at tage den direkte billet til EM.

Indskiftede Mathias Kvistgaarden var tæt på at score det første efter en stor dansk mulighed, hvor Tyrkiet blev presset helt i bund, men skuddet blev blokeret i sidste øjeblik.

Kvistgaarden fik dog ligeledes sin hævn, da Danmark slog til på en omstilling efter 76 minutter.

Her blev Isaksen sendt afsted i dybden, hvor han smed bolden på tværs til Brøndby-kometen, og så var Danmark foran med 3-1.

Det store pres til sidst fra danskernes side gav dog ikke pote, da Tyrkiet formåede at holde stand, og så kunne gæsterne endda gøre det til 2-3 i overtiden.

Kampen endte derfor med en sejr på 3-2 til Danmark, som nu kan se frem imod playoff-kampene i september måned for at kvalificere sig til EM-slutrunden i 2023.



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close