Sports

Spiller får god kontrakt i Tyrkiet: Ishøj er stolt



Ishøj-cheftræner Erdogan Aslan synes, at det er fantastisk, at klubben har sendt Mehmet Coskun til tyrkiske Tuzlaspor i den næstbedste række.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk – eller herunder. 

Der var nok ikke mange, der havde regnet med, at Mehmet Coskun ville skrive under på en stor kontrakt med tyrkiske Tuzlaspor i den næstbedste række. 

Backen skulle egentlig have spillet for Ishøj IF i Danmarksserien i foråret, men nu venter der et eventyr for Coskun.

23-årige Mehmet Coskun har tidligere sagt til LigaBold.dk, at han kommer til at tjene som en Superliga-spiller eller en spiller i toppen af 1. division og har fået en kontrakt på halvandet år.

Selvom Ishøj mister en spiller i kampen om at rykke op til 3. division, så siger Ishøj-cheftræner Erdogan Aslan til LigaBold.dk, at klubben jubler.

– Det er fantastisk, at vi kan sende nogle spillere ned til nogle store klubber med nogle store kontrakter. siger Erdogan Aslan til LigaBold.dk.

Erdogan Aslan fortæller, at klubben det seneste halvandet år har haft et tæt samarbejde med et par tyrkiske klubber grundet cheftræneren og sportsdirektøren Murat Kütüks tyrkiske baggrund.

– Sportsdirektøren og jeg har begge tyrkiske rødder, og derfor taler vi sproget. Derfor er det også nemmere med tyrkiske klubber. Hvis vi havde spansk baggrund, havde vi gjort det i Spanien, så vi har en fordel.

Stort

Ishøj blev kontaktet af Tuzlaspor for et par uger siden. Klubben manglede en venstreback, og siden er det gået stærkt.

– Vi har et rigtig godt samarbejde med Tuzlaspor i den næstbedste række og Antalyaspor i den bedste række. Vi har også haft dialog med den tidligere landholdsassistent (Bayram Bektas, red.) og har haft onlinemøder i Ishøj, hvor vi har haft sponsorer på besøg.

– Der fortalte han, at han gerne vil danne bro med de bedste spillere herfra og tage dem med og hjælpe dem med at komme frem til nogle store kontrakter, fordi nåleøjet er meget småt her i Danmark i forhold til at forlade det hele og få nogle gode kontrakter. Mehmet (Mehmet Coskun, red.) har fået en vanvittig god kontrakt.

– Vores sportschef og eliteformand blev kontaktet af en klub, der manglede en rigtig dygtig venstreback, der gerne måtte være lidt ung og hurtig. De spurgte, om vi havde en i vores trup, og det havde vi så i Mehmet. De betalte ham flybilletter og det hele, og så var han til prøvetræning i 14 dage, siger Aslan.

Det har vel også stor betydning for Ishøj?

– Det er kæmpe stort. Det betyder, at spillere, der har nogle drømme om at spille i udlandet og måske ikke kan komme til en Superliga-klub eller tophold i 1. division, tænker, at de måske vil prøve Ishøj, og så kan det være, at de ryger til udlandet næste gang. Nu mister vi Mehmet (Mehmet Coskun, red.), men måske får vi en eller to, der er rigtig dygtige, ind, lige præcis fordi vi har de her gode kontakter til de to bedste rækker i Tyrkiet.

Historien om Mehmet Coskun er noget af det, som Ishøj gerne vil skabe.

– Mehmet Coskuns historie er en solstrålehistorie, og det er det, som vi vil som klub. Det er at udvikle og sende dem videre.

Vil gerne sende flere afsted

Grundet Ishøjs placering i Danmarksserien har det været muligt at få kontakt til flere tyrkiske klubber, og det seneste halvandet år har Ishøj aktivt gået ind i at få skabt kontakt til tyrkiske klubber.

– Ishøj er et nyt hold i toppen af Danmarksserien, og i Sjællandsserien er det ikke godt nok. Vi har mulighed for at få 2. eller 3. divisionsspillere, der er unge og måske ikke lige har slået igennem og mangler det sidste. Det er her det seneste halvandet år, at vi er gået aktivt ind i det og sagt, at vi gerne vil have et samarbejde med de tyrkiske klubber, og vores sportsdirektør (Murat Kütük. red.) har vanvittig gode kontakter. 

– Så han har kontaktet dem dernede og sagt, at vi er den her klub i Danmark, og vi vil gerne hjælpe dem med at sende spillere derned, så tyrkisk fodbold kan udvikle sig, samt vores danske spillere kan få deres drømme opfyldt.

– Det har kørt i halvandet år, hvor assistenten for det tyrkiske landshold (den tidligere landsholdsassistent Bayram Bektas, red.) i et Skype-møde fortalte sponsorerne, hvilket samarbejde Ishøj og tyrkisk fodbold har. Der var tolk med, og det var meget professionelt og på højt niveau.

Ishøj håber, at Mehmet Coskun blot er den første spiller, som klubben kan sende på eventyr i Tyrkiet.

– Nu har vi sendt første spiller derned, og så er vi allerede i kontakt med dem til efter sommerferien både Antalyaspor, Tuzlaspor, Sivaspor og et hold i den tredjebedste række. Man kan sagtens leve godt dernede i den tredjebedste, næstbedste og bedste række, siger Erdogan Aslan til LigaBold.dk.

Tuzlaspor indtager 11. pladsen i 1. Lig, mens Ishøj topper Danmarksserien Pulje 1 med fem point ned til Greve.

Mehmet Coskun har spillet tidligere divisionsfodbold for blandt andet FC Roskilde og Avarta.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.




Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close