Sports

Historisk godt regnskab investeres i dansk fodbold


 

Fans på lægterne, vundne landskampe, kommercielle aktiviteter og gode aftaler giver DBU et rekordregnskab for 2021 med et overskud på 85,9 mio. kroner. Det er et historisk resultat, der særligt bærer præg af sommerens EM-slutrunde for Herrelandsholdet, der alene har genereret et overskud på 41,3 mio. kroner.

I dag har DBU’s bestyrelse godkendt regnskabet og sendt til endelig godkendelse hos Repræsentantskabet og samtidig godkendt en ambitiøs investeringsplan, der over de kommende år skal investere flere end 100 mio. kroner i udviklingen af dansk fodbold. Det skal ske via fokusområderne i DBU’s nye strategi, ’Samle & Begejstre’, fortæller formand i DBU, Jesper Møller:

”Vi har i flere år haft fokus på udvikling af dansk fodbold lige fra børnefodbold til talentudvikling og landshold. Det er blandt andet sket ved indgåelse af lange aftaler, som har skabt ro og sammenhængskraft i hele fodbold-Danmark og det har også være med til at skabe flotte, sportslige resultater for både Kvindelandsholdet, Herrelandsholdet og vores ungdomslandshold,” udtaler Jesper Møller og fortsætter:

”Aftalerne og den sportslige succes har givet stærke indtægter, som vi nu kan investere. Det gælder alt fra vores landshold til talentudvikling og breddefodbold samt vores professionelle ligaer og bedre faciliteter. Alt sammen til glæde for både børn, voksne, frivillige og professionelle i dansk fodbold. På den måde vil vi fortsat samle og begejstre Danmark i fodboldens fællesskaber,” siger Jesper Møller.

Cirka halvdelen af investeringerne går til udvikling og forbedring af forholdene omkring landsholdene, og cirka halvdelen går til både bredde og elite i strategiaftaler, som nu løber frem til 2028. Herudover investeres i bedre faciliteter. DBU’s bestyrelse har godkendt rammerne for nye strategiaftaler med Divisionsforeningen, DBU Bredde og Kvindedivisionsforeningen, der skal bekræftes endeligt med parterne. Derudover har DBU’s bestyrelse også besluttet at give flerårig støtte til futsal-området.

Aftalerne med dansk fodbolds mange aktører skal være med til at realisere DBU’s strategiske målsætninger, hvor der er fokus på succes, sammenhængskraft, fremgang og fællesskab for både bredden og eliten.


Investeringer i dansk fodbold

Konkret har der været store indtægter fra udsolgte kampe til Herrelandsholdets kampe i Parken og den sportslige succes på tværs af landsholdene har givet bonus til dansk fodbolds økonomi. Der er også indgået nye kommercielle aftaler med blandt andre Forenet Kredit, mens rettighederne til at vise U21, Kvindelandsholdets og Herrelandsholdets kampe har givet store indtægter. Og nu skal det rekordstore overskud investeres. DBU’s bestyrelse har derfor godkendt rammerne for forlængelse af strategiaftaler med de relevante parter i dansk fodbold ligesom DBU’s landshold skal styrkes, fortæller adm. direktør, Jakob Jensen:

”Når vores landshold har succes, er det med til at styrke hele dansk fodbold. Derfor er det vigtigt, vi fortsætter med at investere i vores landshold. De har klaret sig fantastisk de senere år, selvom vi er et lille land og har færre ressourcer end andre fodboldforbund. Men det kræver også investeringer i vores landshold fremover, hvis vi fortsat skal vinde på banen, generere nye overskud og på den måde styrke dansk fodbold mange år frem,” afslutter Jakob Jensen.

Læs hele DBU’s 2021 regnskab her.



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close