Sports

Fodbold kan gøre underværker for mænds sundhed


Fodbold forbindes ofte med unge, veltrænede mænd, der spurter rundt på en stor bane og sparker og tackler, så sveden hagler af dem. Men fodbold er også rigtig meget andet. Gennem de sidste 10 år har fodbold i højere grad også udviklet sig til at blive en motionsform, som er for alle. Der er for eksempel udviklet motionsfodboldkoncepter som Fodbold Fitness, FC Prostata og Fodbold for Hjertet.

”Motionsfodboldkoncepterne udbreder den sunde fodboldtræning til flere. Det gælder for voksne i alle aldre, der ikke har trænet i lang tid, men også forskellige patientgrupper som for eksempel kræftpatienter eller hjertepatienter” forklarer professor på Syddansk Universitet, Peter Krustrup, der i mere end 15 år har forsket i fodboldtræningens effekt på menneskers sundhed og har udgivet 175 videnskabelige artiklen om emnet.

Motionsfodboldkoncepterne bygger alle sammen på de samme principper. Gennem boldøvelser og småspil får alle en god blanding af udholdenhedstræning, pulstræning og styrketræning, samtidig med at deltagerne har det sjovt og hyggeligt. Alle skal kunne være med på hvert deres niveau, og når der spilles ’kamp’ som en del af træningen, er det på små baner med få spillere, hvor succesraten er høj og hvor man aldrig er udskifter.

”Vores forskning viser, at motionsfodbold i blot 2 gange 60 minutter om ugen giver et stærkere hjerte, et markant bedre kondital, vægttab og forbedret muskelstyrke og balance for utrænede mænd og kvinder i alle aldre. Fodbold er tilmed effektiv til at forebygge diabetes og forhøjet blodtryk, og i nogle tilfælde vil man kunne erstatte pillerne med fodbold” udtaler professor Peter Krustrup.

Netop et stærkere hjerte, er der fokus på under konceptet ’Fodbold for Hjertet’. Det er et eksempel på træning, hvor alle kan være med – både dem, der aldrig har rørt en fodbold før, og dem der engang var stjernen på U16-holdet. Fælles for deltagerne er, at de har nogle sundhedsmæssige udfordringer, der som oftest relaterer sig til udfordringer med deres hjerte-kar-system.

 

Fodbold for Hjertet

Landet over er der ’Fodbold for Hjertet’-hold, og to af de steder, hvor der er godt gang i træningen, er i Vejen og Odense. På begge hold træner 10-14 mand en til to gange om ugen, og effekten er til at mærke.

”Vi har det fantastisk på holdet, og vi tager godt hensyn til hinanden. Det er tydeligt at mærke, hvordan deltagerne hele tiden kommer i bedre og bedre form og har brug for færre pauser undervejs i træningen. Det kommer nærmest helt af sig selv, for når bolden triller foran en, løber man jo efter den. Det er en dejlig måde at være aktiv på, og så synes jeg jo også, at det er fantastisk at kunne give fodboldglæden videre” fortæller 77-årige Per Madsen, der er en af to trænere for holdet i Vejen. Han har selv spillet fodbold hele sit liv og var tilmed på det danske fodboldlandshold i 1969. Nu hvor han er kommet godt op i alderen, nyder han at holde helbredet ved lige med den gode fodboldtræning på ’Fodbold for Hjertet’-holdet.

”Jeg kan virkelig mærke på deltagerne på mit hold, at det, at de træner fast, forbedrer deres form løbende. De er mere friske og har mere luft. Der er også nogle af deltagerne, der tager en løbetur ved siden af fodboldtræningen i ny og næ, men de kommer også tilbage og fortæller, at det altså ikke giver dem det samme som fodboldtræningen, og da slet ikke på den mentale sundhed” fortæller Tony Joyce, der er træner for ’Fodbold for Hjertet’-holdet i Sanderum Boldklub i Odense.

Og det er blandt andet det, motionsfodboldtræningen kan. Det forbedrer både den fysiske og mentale sundhed, fordi der også er et stort socialt element både i træningen og også efter.

”Vi gør meget ud af at have socialt samvær efter hver træning. Jeg har mødt et par af de ældre herrers børn nede i byen, som har fortalt mig, at efter deres far er startet til fodbold hos mig, så er der kommet meget mere gang i ham, og ellers sad han bare og hang derhjemme i stolen. Det er selvfølgelig noget, som virkelig kan mærkes, og som gør mig både stolt og glad” udtaler Per Madsen, der laver ’Fodbold for Hjertet’ i samarbejde med Vejen Idrætscenter, DBU, Syddansk Universitet og Hjerteforeningen og bliver støttet af Trygfonden.

 



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close