Sports

Elanga blev skurk i kæmpe United-nedtur



Cristiano Ronaldo brændte straffespark i ordinær tid og Anthony Elanga i en dramatisk straffesparkskonkurrence, da Manchester United overraskende blev slået ud af FA Cuppen af Middlesbrough.

Voldtægtsanklagerne mod Mason Greenwood har sendt rystelser gennem Manchester United, som fredag skulle forsøge at sende Middlesbrough ud i FA Cuppens 4. runde.

Ralf Rangnick havde valgt at stille stærkt op mod Championship-mandskabet, som fik fornøjelsen af at stifte bekendtskab med Paul Pogba. Han var tilbage i Uniteds trøje for første gang efter en længere skadespause.

På en af Uniteds kanter huserede Jadon Sancho, og han var meget tæt på at give værterne en drømmestart indenfor de første par minutter.

Middlesbrough-keeper Joe Lumley kom på mellemhånd langt ude i eget felt, hvilket Sancho udnyttede til at chippe bolden over ham. Men desværre for kantspilleren prellede forsøget af på overliggeren.

Efter 20 minutter kom Pogba i fokus, da han blev lagt ned i feltet og indkasserede et straffespark til værterne på Old Trafford. Men Cristiano Ronaldo var ikke opgaven voksen, og den ellers så straffesparkssikre portugiser sendte bolden forbi.

Det betød, at publikum måtte vente fem minutter længere på føringsmålet, som i stedet blev sat ind af Sancho. Han modtog en lang pasning fra Bruno Fernandes, som han efter en flot nedtagning ekspederede i nettet med venstreskøjten til 1-0.

United havde overtaget og chancerne, men det haltede med udnyttelsen, og efter 64 minutter blev det dyrt for storfavoritterne.

Middlesbrough slog kontra og via Duncan Watmores aflevering kunne Matt Crooks glide udligningen i kassen. Watmore så ud til at tæmme bolden op på sin hånd,, men hverken dommer Anthony Taylor eller VAR var enige med United-spillerne i, at det var strafbart, og derfor stod det 1-1.

Bruno Fernandes ramte overliggeren på en kæmpe chance i en god United-periode med tyve minutter igen. Hjemmeholdet havde flere chancer, men ind ville bolden ikke, og så blev kampen trukket ud i forlænget spilletid.

Heller ikke her fandt man en vinder, hvorfor kampen gik ud i straffesparkskonkurrence. En disciplin United ikke havde alt for gode erfaringer med efter forårets nederlag til Villarreal i Europa League-finalen.

Også denne gang blev det et langstrakt drama, hvor der blev scoret på de første 15 forsøg. Men Anthony Elanga kunne ikke holde stimen kørende og hans misser betød, at United er færdige i dette års FA Cup.

Middlesbrough er dermed som første hold videre i turneringen.
 



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close