Sports

DBU samler udvikling og performance i ny organisationsstruktur


Siden starten af maj har DBU brugt tiden på at optimere eliteafdelingen og sammenhængskraften på tværs af organisationen for at styrke talentudviklingen. I den forbindelse har DBU arbejdet videre med en ambitiøs idé om at samle al udvikling på spiller- og trænersiden sammen med den nye performance enhed under ét tag og én ledelse.

En idé, der nu er har ført til en reel organisatorisk ændring i DBU.

Ifølge fodbolddirektør Peter Møller giver det rigtig god mening at kunne sikre en stærk synergi i et samlet udviklings-og performanceområde. Han mener også, at det høje faglige fundament allerede er på plads i DBU under ledelse af nuværende chef for trænerudvikling og performance, Kenneth Heiner-Møller.

Kenneth Heiner-Møller har en baggrund både som dansk kvindelandstræner og som leder af kompetence- og talentudvikling i Team Danmark, før han blev landstræner og teknisk direktør i det canadiske fodboldforbund. Siden 2020 har han været ansvarlig for DBU’s trænerudvikling og uddannelse og for nylig også for det nyoprettede performance-team. Nu overtager Heiner-Møller også ansvaret for talentudviklingsområdet i DBU.

”Det har været et vigtigt parameter for os, at vi i DBU fortsat arbejder på at udvikle på spillestilen fra vores U-landshold op til vores Herre- og Kvindelandshold. Det kræver, at vi fastholder skarpheden og et højt fagligt niveau i vores talentarbejde i tæt samarbejde med vores dygtige U-landstrænere og de danske klubber. Derfor er vi ikke i tvivl om, at denne organisationsændring er det helt rette setup – ikke kun omkring vores talentudvikling, men omkring al vores udvikling og performance i DBU. Med Kenneth har vi en leder med meget høj faglighed og respekt, men også en der er dygtig til at arbejde strategisk med at trække de store linjer på tværs af området,” siger Peter Møller.

Og for Kenneth Heiner-Møller er netop det strategiske arbejde med at udvikle og skabe synergier en væsentlig del af hans nye rolle som ansvarlig for DBU’s talentudvikling.

”Talentudvikling i Danmark står rigtig stærkt, og den udvikling skal vi sikre har de optimale betingelser for at kunne fortsætte. Min nye rolle ser jeg som en samlende funktion med fokus på at sikre de rigtige synergier omkring udviklingen af spillere og trænere, der skal gavne dansk fodbold lige nu, men også i fremtiden. Vi har allerede et rigtigt stærkt team af medarbejdere med høj faglighed omkring den danske talentudvikling, så min opgave bliver at sikre de bedste betingelser, for at de kan præstere og få landsholdene til at vokse.  Vi skal hele tiden bygge på i den retning, som vi gerne vil udvikle dansk fodbold i,” siger Heiner-Møller

51-årige Kenneth Heiner-Møller indgår i sin nye rolle allerede pr. dags dato. Han vil få titlen Talent- og Udviklingschef.



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close