Sports

Brønshøj-helt pillede Troest: Altid elsket det



Brønshøj-målmand Frederik Rej-Rosenqvist blev den store helt mod AB Tårnby, da han tog to straffespark. Han siger til bold.dk, at han altid har elsket straffespark. 

Tårnby Stadion (bold.dk): Et stort drama udspillede sig på Tårnby Stadion, da Brønshøj vandt samlet 5-3 over AB Tårnby efter en straffesparkskonkurrence i fjerde kvalifikationsrunde til Sydbank Pokalen 2022/2023 onsdag aften. 

Dermed er Brønshøj klar til hovedturneringen af pokalturneringen.

Den store helt blev 22-årige Frederik Rej-Rosenqvist mellem Brønshøj-stængerne. Han pillede nemlig hele to straffespark blandt andet sparket fra Jonas Troest, der endte med at blive det sidste i karrieren. 

Brønshøj-keeperen siger til bold.dk, at han har det fantastisk med at få en afgørende rolle. 

– Det er en fantastisk følelse som målmand, at man står med muligheden for at afgøre det. Jeg har altid elsket straffesparkskonkurrencer, så når dommeren fløjter af til en straffesparkskonkurrence, så det er mere med et smil på læben end nervøsiteten fra min side. 

– Jeg synes bare, at det er vildt fedt, og det var selvfølgelig superfedt at få lov til at pille to i så vigtig en kamp, siger Frederik Rej-Rosenqvist til bold.dk.

Havde I øvet straffespark til træning?

– Nej, vores mål var egentlig, at vi skulle vinde i ordinær og tage det, som det kommer. For mig var der kun min egen forberedelse til straffesparkene. 

Rej-Rosenqvist fortæller, at han har sin egen teknik i forhold til at lure modstandernes straffespark.

– Jeg har mine egne ting i forhold til, hvordan folk går til bolden og deres fodstilling. Nogle gange virker det, og nogle gange virker det ikke, men jeg har erfaret, at det, som jeg gør, giver pote. 

Keeperen siger, at det var en meget lige kamp, hvor begge mandskaber havde deres muligheder. Han mener, at det er meget sigende om Brønshøj-holdet i øjeblikket, at det kunne slå AB Tårnby, der netop er rykket op i 3. division.

– Jeg synes, at det siger meget om vores klub og mentalitet. Vi havde en lidt langsom start på sæsonen, men vi har virkelig fået troen på tingene, så jeg tror ikke, at vi var i tvivl om, at vi kunne give Tårnby-holdet maksimalt kamp til stregen, siger Brønshøj-målmanden til bold.dk, der tilføjer, at han håber, at Brønshøj trækker en stor modstander i næste runde.

Målmanden kom til Brønshøj i foråret fra Skovshoved. Tidligere har Rej-Rosenqvist været en del af FC Helsingør og HIK.



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close