Sports

Barndomsklubber belønnes for træning og udvikling af spillere


Fodboldeliten er i høj grad afhængig af den talentudvikling, der sker helt fra barnsben, og når de bedste talenter rykker videre og får kontrakt i de større klubber, skal barndomsklubberne belønnes. Dette er ikke noget nyt, men DBU’s bestyrelse har nu vedtaget nye nationale kompensationssystemer for både kvinder og herrer. De nye aftaler på både herre- og kvindesiden gælder fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2028, hvorefter de igen skal forhandles.

Kompensationssystemerne gælder, når en spiller indgår en spillerkontrakt med en dansk klub inden udløbet af det kalenderår, hvori spilleren fylder 22 år. I så fald skal der betales kompensation til de tidligere danske klubber, spilleren har spillet i, siden spilleren fyldte 6 år og frem til tidspunktet for kontraktindgåelsen. I de tidligere aftaler var det fra 12-årsalderen. Kompensationen fordeles forholdsmæssigt mellem spillerens tidligere klubber ud fra oplysninger om spillerens tidsmæssige tilknytning til de tidligere klubber.

Ifølge næstformand i DBU og formand i DBU Bredde, Bent Clausen, er det naturligt, at breddeklubberne kompenseres økonomisk, når et af deres talenter kommer på kontrakt i en anden klub:

”De nye aftaler sikrer en solidarisk fordeling mellem de klubber, der er med til at udvikle talenterne og de klubber, som de ender på kontrakt i. Det er vigtigt at prioritere den økonomiske fødekæde, der sikrer barndomsklubberne en del af den indtægt, som en spiller senere skaber, og derfor er disse aftaler vigtige,” siger Bent Clausen.

Den holdning er Thomas Christensen, der er formand for Divisionsforeningen og også næstformand i DBU, helt enig i:

”Det er vigtigt, at vi husker, hvor spillerne kommer fra. Når man starter til fodbold som barn, er det som regel i den klub, der ligger tættest på der, hvor man bor, og så sker det først senere, at man kommer ind i en større klub, og til sidst måske ender som kontraktspiller. Det er fodboldens økosystem, og det skal vi værne om. Det gør vi med de her nye aftaler,” udtaler Thomas Christensen.

De to næstformænd bakkes op af bestyrelsesmedlem i DBU og i Kvindedivisionsforeningen, Mette Bach Kjær, der også pointerer vigtigheden af, at der er nye kompensationssystemer på både herre- og kvindesiden:

”Tilbage i 2018 indførte vi det hidtidige kompensationssystem på pige-/kvindesiden, hvilket var et vigtigt skridt for udviklingen af dansk pige- og kvindefodbold. Nu har vi altså vedtaget et nyt kompensationssystem, som sikrer en endnu bedre kobling mellem bredden og eliten, fordi også spillernes barndomsklubber anerkendes for deres arbejde,” forklarer Mette Bach Kjær.

 



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close