Sports

Arbejdernes Landsbank stopper som partner på Herre- og Kvindelandsholdet


Der er ændringer på vej på Herrelandsholdets og Kvindelandsholdets træningstøj og i rækken af officielle partnere.

Efter tre års godt samarbejde er Arbejdernes Landsbank og DBU blevet enige om at stoppe samarbejdet. Arbejdernes Landsbank har siden marts 2019 været såkaldt officiel partner for Herrelandsholdet og prydet træningstøjet hele vejen gennem kvalifikationen til EURO2020, selve EM-slutrunden og sidste års succesfulde VM-kvalifikation. I samme periode har Arbejdernes Landsbank også været officiel partner for Kvindelandsholdet og de succesfulde kvalifikationer til Kvinde-EM til sommer og Kvinde-VM næste år.

Samarbejdsaftalen for Herrelandsholdet stod til at udløbe den 31. december 2022, men parterne er blevet enige om at stoppe den 1. april for at give plads til nye partnere. Samtidigt stopper også samarbejdsaftalen for Kvindelandsholdet.

Hos DBU takker konstitueret kommerciel direktør Kenneth Reeh for et godt og tæt samarbejde:

”Arbejdernes Landsbank er en stor og aktiv partner i dansk fodbold, både for Herrelandsholdet og Kvindelandsholdet og for mange forskellige klubber. Det har været et stærkt samarbejde i en spændende tid, hvor begge landshold har skabt store sportslige resultater og også fået langt større opbakning hos fans og befolkningen bredt set. Samtidigt har Arbejdernes Landsbank bidraget med en flot kampagne, der hylder de frivillige i dansk fodbold og dermed den sammenhængskraft, som er så vigtig i fodboldens verden. Vi er i kontakt med mange virksomheder, der gerne vil være en del af Herrelandsholdet og Kvindelandsholdet og indtræde som ny officiel partner,” siger Kenneth Reeh.

Hos Arbejdernes Landsbank er branding og kommunikationsdirektør Peter Froulund glad for at have været en del af spændende år for Herrelandsholdet samt for Kvindelandsholdet:

”Herre- og kvindelandsholdene har været inde i en forrygende udvikling i de senere år, med sidste sommers EM-slutrunde for herrer som et højdepunkt. Det har været spændende at være en del af,” siger Peter Froulund.

Herrelandsholdets testkampe i marts mod Holland og Serbien bliver dermed de sidste med Arbejdernes Landsbank på træningstøj og andre steder. DBU i øjeblikket i forhandlinger med flere virksomheder, der ønsker at være ny officiel partner på Herrelandsholdet og for Kvindelandsholdet.

Konstitueret kommerciel direktør Kenneth Reeh ønsker ikke at kommentere konkrete navne på virksomheder, før der er underskrevet konkrete kontrakter.



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.

close